Anbefalede breve har ingen bevisværdi

28. april 2015

Højesteret har for nylig fastslået, at anvendelse af anbefalet brev ikke i sig selv udgør tilstrækkeligt bevis for, at brevet er kommet frem til modtageren.

Spørgsmålet opstod da fogedretten skulle behandle en borgers indsigelser imod 2 parkeringsafgifter, han var blevet opkrævet af Københavns Kommune, Center for Parkering.

Fogedretten havde forgæves forsøgt, at indkalde borgeren til møder i fogedretten. Fogedretten valgte derfor at indkalde ham til et retsmøde den 19. marts 2014 ved anbefalet brev.

Det lykkedes imidlertid ikke postvæsnet at aflevere det anbefalede brev til borgeren, ligesom borgeren ej heller afhentede brevet på posthuset efterfølgende. Det anbefalede brev blev derfor returneret til fogedretten

Efter fogedretsmødet den 19. marts 2014 fremsendte fogedretten en retsbogsudskrift til borgeren, hvoraf fremgik, at han på trods af behørig indkaldelse var udeblevet fra retsmødet, og at han derfor havde ”tabt” sagen.

Højesteret indledte med at fastslå, at en parts manglende fremmøde til et retsmøde, kun kan tillægges udeblivelsesvirkning, hvis den pågældende har været lovligt indkaldt.

Højesteret udtalte herefter, at når indkaldelsen til et retsmøde sker ved anbefalet brev, er indkaldelsen kun lovlig, hvis brevet et ”kommet frem” til modtageren. Højesteret fandt det ikke bevist, at brevet var kommet frem til borgeren, når det anbefalede brev hverken var blevet udleveret eller afhentet på posthuset.

Højesteret afviste ligeledes, at en meddelelse fra posthuset om, at et anbefalet brev fra en domstol lå til afhentning kunne indebære, at en borger var lovligt indkaldt til retsmødet. Kendelsen har blandt andet betydning for virksomheder, der sender vigtige meddelelser og som senere skal kunne dokumentere, at disse er kommet frem til modtagerne. Dette gælder blandt andet i personalesager og i lejesager.

Det anbefales derfor, at breve i stedet sendes med en såkaldt Afleveringsattest. Afleveringsattesten får afsenderen retur med postvæsnets kvittering for, at brevet er blevet afleveret på adressen.

 

 

 



Diskussion