Andelsboligforening vinder SWAP-sag

2. oktober 2014 Fast ejendom og byggeri

Andelsboligforeningen Engskoven skal økonomisk stilles som om renteswapaftale med Jyske Bank A/S ikke var indgået i 2006. Det er gode nyheder for mange foreninger og private som er kommet i klemme med renteswapaftaler.

I marts 2006 blev der mellem andelsboligforeningen Engskoven og Jyske Bank A/S påbegyndt drøftelser om og indgået en renteswapaftale. Efterfølgende blev der i tilknytning til renteswapaftalen mellem andelsboligforeningen og banken indgået en serviceaftale hvorefter banken kunne opsige renteswapaftalen såfremt det urealiserede nettotab for kunden oversteg en på forhånd fastsat grænse.

Retten i Viborg kom den 12. februar 2014 frem til, at banken skal anerkende, at den indgåede aftale om renteswap med tilknyttet serviceaftale var uforbindende for andelsboligforeningen.

Retten lagde til brug for sin dom, til grund, at banken i 2006, som finansiel virksomhed, var omfattet af den daværende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Bankens rådgivning skulle derfor tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skulle være relevant, retvisende og fyldestgørende. Banken skulle herunder orientere om de risici, der var relevante for kunden.

På baggrund af andelsboligforeningens bevisførelse kom retten herefter frem til, at bankens rådgivning ikke opfyldte kravene i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder og at bankens rådgivning var behæftet med sådanne mangler, at andelsboligforeningen måtte anses for berettiget til at ophæve den renteswap som rådgivningen omfattede, med tilhørende serviceaftale, hvorfor andelsboligforeningen som følge af den mangelfulde rådgivning havde krav på, at blive stillet som om denne ikke havde indgået renteswappen.

Generelt kan det konkluderes, at en aftale om renteswap er en aftale omhandlende et meget kompliceret produkt.

Dette stiller krav til den rådgivning der skal ydes af den pågældende lånegiver. Det er vigtigt i forbindelse med vurdering af, hvorvidt en aftale om renteswap er indgået under behørig rådgivning af lånegiver, at foretage en konkret vurdering af den enkelte rådgivning herunder det materiale der er har været gennemgået i forbindelse med rådgivningen. Det vil derfor være en konkret bedømmelse fra den ene sag til den anden hvorvidt en lånegiver har opfyldt sin rådgivningsforpligtigelse. Generelt konkludere dommen imidlertid, at en behørig rådgivning skal indeholde visse elementer som f.eks.

– Oplysninger om forøgede risici som en indgåelse af en renteswapaftale ville indebære i forhold til anden låntagning,

– Oplysninger om kursfølsomhed, og

– Oplysninger om at renteswappen ikke nødvendigvis kan indfris til kurs 100.

Om dommen i sagen mellem andelsboligforeningen Engskoven og Jyske Bank A/S har Jyske Bank A/S meddelt, at banken ville anke dommen til landsretten.



Diskussion