Den nye ferielov

6. marts 2018

Tidligere har man som nyansat kunne opleve, at man først efter halvandet år kunne få lov til at holde betalt ferie. Det er fordi, at vi i Danmark har det, der kaldes forskudt ferie. Man optjener altså sin ferie i ét år, og kan først afholde den året efter.

Sådan kommer det ikke længere til at se ud, når man nu indfører en ny ferielov. Fremover vil man i stedet få sin optjente ferie til rådighed efter hver enkelt måned, frem for at det hele bliver presset sammen den 1. maj, som det har set ud indtil nu.

Den nye lov træder først i kraft i september 2020. Indtil da er her et overblik over, hvordan de nye ferieregler kommer til at påvirke dig.

 

ET EKSEMPEL

Med den nye ferielov optjener man 2,08 feriedage om måneden, som man også har gjort hidtil. Men den nye lovgivning betyder, at man kan få lov til at bruge disse dage samme år, som de er indtjent.

Hvis man for eksempel bliver ansat den 1. september og stadigvæk gerne vil holde en uges juleferie, så kan det pludselig godt lade sig gøre, med de godt fem-seks feriedage, som man allerede har optjent i sine første tre måneder på arbejdspladsen.

 

LIGHEDER

Den nye ferielov giver stadig ret til det samme antal feriedage, som lønmodtagerne har i dag. Ligeledes vil der være de samme to former for feriebetaling, henholdsvis ferie med løn og ferietillæg, eller ferie med ferie-godtgørelse.

Årsagen til, at der overhovedet er blevet lavet en ny lovgivning på ferieområdet, er, at EU-Kommissionen i 2014 vurderede, at de nuværende danske regler var i strid med EU’s arbejdsmarkedsdirektiv. En del af det, slår nemlig fast, at man som lønmodtager har ret til fire ugers betalt ferie om året. Og sådan som reglerne i Danmark har set ud indtil nu for nyansatte, har det ikke været tilfældet.

Når lovgivningen træder i kraft den 1. september 2020 vil der være en overgangsperiode, så arbejdsgivere ikke pludselig risikerer at skulle udbetale op til ti ugers ferie på et enkelt år, der hvor den gamle og nye lovgivning overlapper hinanden.

 

 

Vil du vide mere om den nye ferielov, eller overgangsperioden der kommer til at komme, når den træder i kraft, så kontakt Fair Advokater for yderligere råd, hjælp og vejledning.



Diskussion