Forkyndelse kan i 2017 ske via e-boks

11. november 2016

Står man på den ene måde eller den anden måde som del i en retssag; det kan være som vidne, part, tiltalte eller lignende, vil man opleve at modtage en forkyndelse. En forkyndelse er den måde, hvorved retsplejen gør de berørte personer i forbindelse med en retssag bekendt med, at sagen finder sted, samt hvor og hvornår der vil være retsmøder og domsafsigelse.

Tidligere foregik dette via brev, som skulle bekræftes, eller ved at en stævningsmand dukkede op. Sådan fungerer det ikke helt længere. Den metode var både ressourcedyr samt i flere tilfælde ineffektiv. I 2013 blev reglerne derfor ændret og gjort simplere, så man nu kunne modtage forkyndelsen pr. telefon, samtidig med at folk nu kunne modtage sms og email, som påmindelse om, hvornår de skulle møde i retten. I 2017 træder der igen nye regler i kraft vedrørende forkyndelse.

NYE REGLER SKAL FORENKLE POLITIETS ARBEJDE

De nye regler træder i kraft d. 1 marts 2017.  De er endnu en gang ændret fra Justitsministeriet side, for at forenkle dem yderligere, således at der også frigives ressourcer hos politiet i forhold til det arbejde, de tidligere har skulle ligge i forkyndelser.

Justitsministeriet regner med, at de nye regler vil spare politiet for 20-25 årsværk, som i stedet kan bruges på politiopgaver.

FORKYNDELSE BLIVER YDERLIGERE MODERNISERET

I en digital verden er det nødvendigt at tingene følger med; også inden for retsplejen og forkyndelse. Derfor bliver det med de nye regler nu muligt at modtage forkyndelse via e-boks. Samtidig vil der blive oprettet en funktion, som gør, at myndigheden vil blive gjort opmærksom på, hvornår mailen åbnes hos modtageren.

Hvis myndigheden efter en hvis tidsperiode kan se, at mailen endnu ikke er blevet åbnet, vil man i stedet ringe til modtageren. Er det ikke muligt at få fat på modtageren via hverken mail eller telefon, så vil man skulle tage andre metoder i brug, hvor politiets ressourcer så vil blive nødvendige.

Den nye digitale forkyndelse bliver bindende, hvilket det er vigtigt at være opmærksom på. Det vil sige, at møder man ikke op på det tidspunkt, som det er registreret, at man har modtaget, uden at have en lovlig årsag – det kan være lægeerklæret sygdom – så kan det ske, at man ved næste retsmøde anholdes og bliver fulgt derhen af politiet.

Har du flere spørgsmål eller tvivl om, hvad de nye regler af forkyndelse har af betydning, så kontakt Fair Advokater for yderligere råd, hjælp og vejledning.



Diskussion