Godt at vide om fyrværkeri

29. december 2016

Det kan godt være, at mørket for alvor er faldet på her i december. Men heldigvis har vi først julen til at lyse op i en mørk tid, og blot en uge senere kan vi fejre vejen ind i det nye år. Nytårsaften er om nogen i stand til at lyse op i mørket. Fyrværkeri er for nogen en stor passion til glæde for mange andre, når de flotte farver flyver over himlen.

Men lige så sjovt og festligt fyrværkeri er, lige så galt kan det gå. Hvert år sker der skader, både på mennesker og bygninger. Ligeledes er der regler, der skal overholdes for, hvilken slags fyrværkeri der må købes og hvornår, samt hvornår det må affyres.

Få et overblik over reglerne her.

HVORNÅR MÅ DET KØBES OG BRUGES

Fyrværkeriloven blev ændret i 2014, hvilket ændrede datoerne for, hvornår der måtte sælges og købes fyrværkeri, samt hvornår det måtte affyres.

De nye regler medførte, at fyrværkeri kun må sælges og købes i perioden fra d. 15 til d. 31 december – begge dage inklusiv.

Man skal være over 18 for at få lov til at købe fyrværkeri. Unge under 15 kan dog købe knaldperler og knallerter, og unge mellem 15 og 18 har lov til at købe bordbomber, trækbomber og stjernekastere.

Derudover skal man være opmærksom på, at fyrværkeri kun må anvendes i perioden mellem 27. december og 1. januar.

ULOVLIGT ELLER LOVLIGT FYRVÆRKERI

For det første er det kun lovligt at opbevare fem kg. krudt. Derudover skal det krudt, man opbevarer, også være lovligt. Andet fyrværkeri anses som farligt, da man ikke ved, hvad man har med at gøre.

Man sikrer sig, at ens fyrværkeri er lovligt, ved at se om det er forsynet med enten et CE-mærke eller et SIK-nummer. Begge godkendes af Sikkerhedsstyrelsen. Opdager man fyrværkeri uden en af disse mærkninger, skal man kontakte politiet.

ANSVAR VED ULYKKER

Nytårsaften er for mange en festlig begivenhed. Men hvis det går galt, kan det koste dyrt. Kommer man selv til skade ved brug af fyrværkeri, hvor man enten ikke har fulgt sikkerhedsrådene, fyrværkeriet er ulovligt, eller man har været beruset under anvendelsen, så dækker ens ulykkesforsikring som udgangspunkt ikke.

Er det andre, eller bygninger, der kommer til skade, og det ligeledes har været ved uforsvarligt brug af fyrværkeri, dækker ens ansvarsforsikring som udgangspunkt heller ikke. Det kan løbe op i store summer, da fyrværkeri kan gøre stor skade.

Det er derfor en god idé, at tjekke op på relevante forsikringer og hvordan de dækker, samt selvfølgelig at overholde rådene for sikker brug af fyrværkeri – så alle kan have en god aften.

 

Rigtig godt nytår fra Fair Advokater



Diskussion