Hvad sker der med din løn, hvis arbejdsgiveren går konkurs?

28. november 2016

Virksomheder kan risikere at gå konkurs. Det har konsekvenser for ejerne, kreditorer og andre, som har været involveret. Herunder medarbejderne. Som medarbejder i en kriseramt virksomhed, vil man nok ofte bekymre sig om, hvor meget længere man har et job at møde ind til, samt hvad der vil ske med den løn, man har arbejdet sig til.

Men hvordan ser ens rettigheder egentlig ud som medarbejder, hvis ens arbejdsgiver går konkurs?

For det første, selvom din arbejdsgiver enten er konkurstruet, eller er gået konkurs, skal du stadigvæk møde op på arbejde, medmindre du har fået skriftlig besked om andet.

LØNMODTAGERNES RETTIGHEDER

Når en virksomhed går konkurs, eksisterer der en bestemt dækningsrækkefølge, som skal følges. Det vil sige, at det er prioriteret på forhånd, hvilke krav der går forud for andre. Først prioriteret er omkostninger vedrørende konkursen og behandling af boet.

De fleste lønmodtagere er bagudlønnet. Det vil sige, at arbejdet udføres, før at lønnen modtages. Derfor kan man som medarbejder være bekymret for, hvad der vil ske med den løn, man har oparbejdet.

Men i forhold til andre kreditorer, hvis krav også skal mødes, er lønmodtagerne i et konkursramt firma oftest højere prioriteret og bedre stillet i forhold til, at få deres krav dækket. Derudover findes der en sikring i form af Lønmodtagernes Garantifond.

HVORDAN FUNGERER GARANTIFONDEN?

Lønmodtagernes Garantifond er oprettet, som navnet hentyder til, for at sikre lønmodtageres krav netop ved konkurs eller dødsfald hos arbejdsgiveren. Fonden gælder også ved virksomheder, der fungerer i flere medlemslande inden for EU og EØS.

Der er dog nogle betingelser, der skal være opfyldt. For det første er det kun løn oparbejdet inden konkursens indtræden, som fonden dækker. Løn oparbejdet efter dækkes af konkursboet. Derudover skal arbejdet være udført eller udføres i Danmark.

Ligeledes er det vigtigt som lønmodtager at huske at anmelde sit ønske om at få dækket sin løn højest fire måneder efter, at virksomheden er blevet erklæret konkurs. Fonden har dog et max beløb, som den kan udbetale til hver enkelt lønmodtager. Beløbet er på 160.000kr efter skat. Er det beløb, man har oparbejdet, større, skal man anmelde resten af kravet til konkursboet. Beløbet kan dog kun betales, hvis der er dækning i konkursboet.

Det vil være en god idé, at tage fat i din fagforening eller en advokat, som kan hjælpe med at anmelde dit krav korrekt til fonden.

 

Har du flere spørgsmål i forhold til, hvordan du bedst muligt sikrer dine rettigheder, eller hvordan de i forvejen er sikret, så kontakt Fair Advokater for yderligere råd, hjælp og vejledning.



Diskussion