Hvilken virksomhedsform skal jeg vælge?

8. november 2017

Går du rundt med en lille iværksætter-drøm i maven, som du gerne vil opfylde?
Der er flere forskellige virksomhedstyper at vælge i mellem, og dit valg afhænger blandt andet af din kapital, hvordan du ønsker hæftelsen, hvilke administrative krav du ønsker at ligge under for, samt beskatning og årsrapporter. Der er mange ting at tage stilling til, herunder hvilken type af virksomhed du har lyst til at give dig i kast med.

ENKELTMANDSVIRKSOMHED

Det er en af de hurtigste og nemmeste måder at oprette en virksomhed på. Der behøves ingen startkapital, og fordi en enkeltmandsvirksomhed ikke hører under selskabsloven, er der færre regler og mindre administration forbundet med hele processen. Virksomheden bliver ikke en selvstændig juridisk enhed, hvilket vil sige, at du som person og ejer er ligestillet med virksomheden på alle områder.

At der ikke eksisterer nogen adskillelse mellem ejer og virksomhed betyder også, at du personligt hæfter for virksomhedens forpligtelser, gæld og økonomien går ind under din personlige økonomi. I første omgang vil det blive beskattet som personlig indkomst, men man kan vælge at benytte sig af kapitalafkastordningen eller virksomhedsskatteordningen. Der er ikke krav om et årligt årsregnskab.

IVÆRKSÆTTERSELSKAB (IVS)

Denne form for virksomhed kan startes for den nette sum af 1 krone i startkapital. Den stiftes og fungerer på samme måde som et anpartsselskab, men man er forpligtet til at opspare minimum 25 procent af ens overskud, indtil det kan omdannes til et normalt anpartsselskab, når man har sparet 50.000 kroner op. Der er begrænset hæftelse, da det er en selvstændig juridisk enhed. Ved starten skal der laves stiftelsesdokumenter og vedtægter. Man er underlagt selskabsloven, så man skal have en direktion, men ikke nødvendigvis en bestyrelse. Man følger selskabsskatteloven, og skal derved betale selskabsskat af sit overskud. Derudover er man forpligtet til at afgive en årsrapport og årligt årsregnskab. Dog er det muligt at fravælge revisorpligt, hvis selskabet er af en vis størrelse.

ANPARTSSELSKAB (ApS)

Der er krav på en minimums startkapital på 50.000 kroner, som kan være enten i form af kontanter eller andre værdier. Man hæfter ikke personligt for virksomhedens forpligtelser, da det er en selvstændig juridisk enhed. Skal du tage et lån på virksomhedens vegne, kræver det dog alligevel for det meste, at man personligt kan garantere for lånet, og på den måde kan man komme til at hæfte. Der skal ligeledes udarbejdes vedtægter og stiftelsesdokumenter og sættes en direktion, men ikke nødvendigvis en bestyrelse. Der kan derfor godt være 1 person, der styrer virksomheden i form af en direktør. Igen betales der skat af overskuddet ifølge selskabsskatteloven. Der er krav om årligt årsregnskab, dog er det igen muligt at fravælge revisorpligt, hvis selskabet er af en vis størrelse.

AKTIESELSKAB (A/S)

Selskabet og dets ejere er adskilt, så der hæftes ikke personligt. Der er krav om en startkapital på 500.000 kroner og mere intensive regler. Der er ligeledes krav om både bestyrelse og direktion.. Derfor kan det ikke anbefales til folk, der ønsker at lave mindre selskaber. Der skal forelægges et årligt årsregnskab, men igen er det muligt at fravælge revisorpligt, hvis selskabet er af en vis størrelse.

 

OPSUMMERING

Hvis du hurtigt vil i gang og ikke ønsker at opfylde krav til årsregnskab og reguleringen i selskabsloven, så er enkeltmandsvirksomheden det ideelle valg. Der er dog den ulempe, at man personligt hæfter for virksomhedens gæld.

Står du i mellemsituationen, at du ikke vil hæfte personligt, men heller ikke lige sidder med 50.000 kroner at smide i puljen, så er IVS en god idé. Her er der dog begrænsede muligheder for at udlodde udbytte, samt krav om at man løbende sparer penge op – op til 50.000 kroner + krav om årsregnskab.

Har du derimod de 50.000 kroner fra starten, så er anpartsselskabet det bedste valg. Du hæfter ikke personligt, og det er normalt det bedst anbefalede.

A/S bør kun vælges, hvis du ønsker at udbyde aktier til offentligheden og/eller ønsker at vise dine kreditorer, at du lever op til de mere intensive krav i selskabsloven.

 

Har du flere spørgsmål om, hvilken virksomhedstype, der passer til dig, eller gerne vil vide noget uddybende om én eller flere af dem, så kontakt Fair Advokater for yderligere råd, hjælp og vejledning.



Diskussion