Ny lejelov – flere regler og krav


Den 1. juli 2015 trådte den nye lejelov i kraft. De væsentligste ændringerne til lejeloven er beskrevet nedenfor. Som privat udlejer er det som altid nødvendigt at være godt inde i lejelovens nye regler og justere lejekontrakter så de afspejler ændringerne.

ALTID IND- OG FRAFLYTNINGSRAPPORT
Udlejer og lejer skal ved alle fremtidige lejemål lave en fælles gennemgang af lejemålet både ved indflytning og fraflytning og der skal udarbejdes en skriftlig indflytnings- og fraflytningsrapport. Rapporten skal blandt andet beskrive lejemålets stand for hvert enkelt rum. I praksis er det nemt og en rigtig god ide at tage billeder af lejemålet ved indflytning og fraflytning. Konsekvensen af ikke at udarbejde rapporterne er at udlejer ikke kan kræve istandsættelse ved fraflytning.

ISTANDSÆTTELSE KUN TIL EN VIS GRÆNSE

Hidtil har parterne kunne aftale at et lejemål skal afleveres nyistandsat. Med de nye regler kan udlejer kun kræve at lejeren dækker udgifterne til en såkaldt normalistandsættelse. Normalistandsættelse inkluderer  nødvendig hvidtning, maling og tapetsering, samt slibning og lakering af gulve hvis der konkret er behov for det.

VEDLIGEHOLDELSE
Den nye lovgivning bestemmer, at det altid er udlejers pligt at stå for vedligeholdelsen af lejemålet. I større ejendomme skal udlejer udarbejde vedligeholdelsesplaner for klimaskærm m.m. som betingelser for at kunne opkræve betaling fra lejer til udvendig vedligeholdelse.

TRAPPELEJE BLIVER TIL INDEKSLEJE
Udlejer har i dag mulighed for at lade huslejen stige med et bestemt beløb hvert år. Det kaldes trappeleje og er en fordel for udlejer, fordi huslejen dermed stiger i en fast aftalt takt. Når den nye lejelov træder i kraft, er det ikke længere tilladt at benytte trappeleje med fastsat takt. Fremover skal udlejer bruge et nettoprisindeks, hvis udlejer vil have huslejen til at stige over tid. Hvis en lejeaftale med trappeleje er indgået inden den 1. juli 2015, så vil den fortsat gælde, også efter de nye regler er trådt i kraft.

OPSIGELSE AF LEJERE AF EJERLEJLIGHEDER
Den nye lovgivning gør det faktisk nemmere at opsige lejere af en ejerlejlighed, hvis ejeren selv ønsker at benytte lejligheden. Det kan herefter ske med et års varsel på visse nærmere betingelser. Dermed bliver reglerne de samme, som for opsigelse af lejere  en lejer i et hus.

VURDERING AF HUSLEJE I HUSLEJENÆVNET
Huslejenævnet kan i dag forhåndsvurdere den husleje som udlejer har fastsat mod betaling af 3.500 kr. Fremover vil dette blive sænket til 500 kroner.

Vi bistår naturligvis med alle spørgsmål til den nye lovgivning og til justering af lejekontrakter fremadrettet.

 



Diskussion