Skal du gennemføre et generationsskifte af ejendom

29. maj 2018

Skal du gennemføre et generationsskifte af ejendom, bør du overveje at gøre det nu

Hvis du ønsker at overdrage en fast ejendom til dine børn, og ejendommen har en lav offentlig ejendomsvurdering, bør du overveje, om du skal gøre det nu, mens de nuværende regler stadig er praksis.

Den 1. september i år træder et nyt ejendomsvurderingssystem i kraft, som vil få betydning for vurderingerne fra 2019 og fremefter, og det kan få stor betydning for skatte- og afgiftsbelastningen, når fremtidige generationsskifter bliver gennemført.

 

PRAKSIS I DAG

Som systemet ser ud lige nu, kan man som forældre overdrage fast ejendom, hvor værdiansættelsen af den faste ejendom må variere med +/- 15 procent af den seneste offentlige vurdering af ejendommen. SKAT kan ikke anfægte en værdiansættelse inden for disse rammer, medmindre der er særlige omstændigheder, der gælder.

 

DET NYE SYSTEM

Det nye ejendomsvurderingssystem, som SKAT tager i brug per 1. september, er ifølge skatteministeren et mere retvisende, ensartet og gennemskueligt system. Det blev stemt igennem, fordi vurderingerne tidligere har været for upræcise, og det har haft betydning for danskernes betaling af eksempelvis boligskat.

Fremadrettet forventes det, at ejendomsvurderingerne vil afspejle markedshandelsværdien i langt højere grad. Der er derudover også indført et nyt spænd på værdiansættelsen, som ny lyder +/- 20 procent. Derfor vil ejendommene i forbindelse med generationsskifte kunne blive overdraget til den nye, vurderede værdi minus 20 procent. Men det vil i mange tilfælde ikke være en fordel i forhold til størrelsen på de forventede stigninger, især når det gælder lejligheder.

Derfor bør du som ejer af en fast ejendom, der har en lav offentlig ejendomsvurdering, overveje om du bør overdrage den til dine børn allerede nu, inden den nye praksis slår igennem, hvis du ønsker et generationsskifte. Det vil nemlig kunne være en fordel at følge gældende praksis, frem for at gøre det efter det nye system er trådt i kraft.

 

Er du i tvivl om, hvorvidt du bør gennemføre et generationsskifte af ejendom nu, hvilke fordele eller ulemper det vil have, eller hvad der bedst kan betale sig, så kontakt Fair Advokater for yderligere råd, hjælp og vejledning.



Diskussion