Skal du være ny virksomhedsejer?

12. september 2016

Hvis man går og leger med tanken om at købe virksomhed, er der nogle ting, som det er vigtigt at holde for øje og være opmærksom på. Noget af det første, der er en god idé i forbindelse med virksomhedskøb, er, at skabe sig et overblik over hvilke juridiske og økonomiske forpligtelser, som man også overtager ved købet. Lønudgifterne til de ansatte kan f.eks. bruges til prisforhandlingen med sælger.

Derudover bør man altid få en advokat indover til at se de juridiske og økonomiske aspekter igennem ved køb, og herigennem også hvilke forpligtelser der følger med ved overtagelse af virksomheden ansatte.

SÆLGERS ANSVAR AT OPLYSE OM OVERTAGELSE

Det er sælgeren af virksomhedens pligt at informere de ansatte om overdragelsen til den nye virksomhedsejer i god tid inden, samt give årsag til overdragelsen.

DEN NYE EJERS PLIGTER

Den nye virksomhedsejer har pligt til at indtræde i de ansættelseskontrakter og overenskomster, der allerede eksisterer i virksomheden. Dette sker i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven, der er en lov, kreeret til at beskytte lønmodtagerne. Det er vigtigt som ny ejer af en virksomhed at kende til de ansattes rettigheder og retsstilling, når man overtager virksomheden.

Alle vilkår, overensstemmelser og aftaler, vedrørende f.eks. afspadsering, feriepenge og opsparing, fra tidligere virksomhedsejer er stadig gældende og aktuelle under den nye ejer. De ansatte har desuden stadig krav på at få udbetalt overarbejde og optjent løn.

De ansatte overtages med andre ord ”med hud og hår” og har nøjagtigt samme rettigheder og forpligtelser, som de hele tiden har haft.

Der gælder ikke samme regler i forhold til direktører i virksomheden, som ikke er beskyttet på samme måde som de ansatte, og derfor godt kan opsiges.

KAN MEDARBEJDERNE OPSIGES?

Ønsker man som ny virksomhedsejer alligevel at opsige nogle af de tidligere medarbejdere, skal der kunne dokumenteres en saglig grund som i enhver anden afskedigelse afhængig af bl.a. funktionærstatus. Det er ikke nok at begrunde opsigelsen med, at virksomheden er blevet overtaget.

I en eventuel sag omkring opsigelse er det den nye ejer, der har bevisbyrden, og det er altså denne, der skal kunne dokumentere opsigelsens saglighed.

Har du flere spørgsmål vedrørende de juridiske aspekter ved overtagelse/køb af virksomhed, så kontakt Fair Advokater for yderligere råd og vejledning inden for virksomhedskøb.



Diskussion